Fagformål for matematik

Eleverne skal i faget matematik udvikle matematiske kompetencer og opnå færdigheder og viden, således at de kan begå sig i matematikrelaterede situationer i deres aktuelle og fremtidige daglig-, arbejds- og samfundsliv.

Stk. 2 Elevernes læring skal baseres på, at de selvstændigt og gennem dialog og samarbejde med andre kan erfare, at matematik rummer redskaber til problemløsning, argumentation og kommunikation, og at matematik fordrer og fremmer systematisk og kreativ tankegang.

Stk. 3 Eleverne skal i faget matematik opleve, erkende og ræsonnere over matematikkens rolle i en naturvidenskabelig, kulturel og samfundsmæssig sammenhæng. Med udgangspunkt i matematikken får eleverne mulighed for at forholde sig vurderende og tage stilling og ansvar, således at eleven kan deltage i demokratiske fællesskaber på lokalt og globalt plan i en digitaliseret verden.